Foredrag, litteratur, teater, musik, fællesskaber og oplevelser for både børn og voksne. Kalundborg Bibliotekers nye kulturprogram er fyldt med inspiration til den kommende sæson – og fra 14. august kan du få fingrene i det.
Mere end 50 sider med kulturoplevelser venter i Kalundborg Bibliotekers nye kulturprogram. Her er både bibliotekernes egne arrangementer, Liv i Forsamlingshusene og oplevelser fra en række andre kulturaktører i Kalundborg Kommune.
Programmet udkommer i 8.000 eksemplarer og kan fra 14. august hentes gratis på bibliotekerne og en lang række steder rundt om i kommunen. Du kan også gå på opdagelse i programmet online.
Fra James Bond og kunstig intelligens til litteratur og læsefællesskaber
I løbet af sæsonen kan du blandt andet blive klogere på togrejser, høre om en modig knallertrejse fra Danmark til Rusland eller dykke ned i kulturhistorien bag James Bond og Tintin.
Der bliver også sat fokus på aktuelle emner som forbudte bøger, kunstig intelligens, digital dannelse, misinformation og hybridkrig på nettet.
Litteraturen får naturligvis også god plads. Kalundborg Biblioteker udvider udbuddet af bogklubber, så du blandt andet kan være med i en historisk bogklub, en bogklub om hekse og folketro eller en bogklub for barslende forældre. Derudover vender DR Romanlæseklubberne tilbage, mens børn kan blive en del af bogklubber i både Kalundborg og Høng.
Unge med lyst til at skrive kan igen udvikle deres talent på Forfatterskolen, og der bliver også mulighed for højtlæsning for voksne, bogsnakke og en fælles bustur til BogForum.
Litteraturfestival med store navne
I begyndelsen af oktober er Kalundborg Biblioteker desuden medskaber af Litteraturfestivalen, hvor litteraturen og læseglæden kommer helt i centrum.
Her kan publikum blandt andet møde Niels Krause-Kjær og Søren Ulrik Thomsen, når forfattere og læsere samles til en festival med forskellige litterære oplevelser.
Liv i Forsamlingshusene er tilbage
Efter en pause vender Liv i Forsamlingshusene tilbage med koncerter, foredrag, fællesspisninger og underholdning rundt omkring i kommunen.
Glæd dig blandt andet til Bryan Adams Jam i Svallerup, tv-vært og tidligere politimand Kristian Bech i Årby, trylleshow i Buerup og Hans Engell, der giver sit blik på dansk politik i Røsnæs.
Oplevelser for de yngste
Der er også masser på programmet for børn og familier. Gennem Den Kulturelle Rygsæk præsenterer bibliotekerne syv professionelle teaterforestillinger på biblioteksafdelinger rundt omkring i Kalundborg Kommune.
Blandt forestillingerne er en fortolkning af Charles Dickens' klassiker Et juleeventyr, hvor den gnavne Scrooge får sit syn på julen, livet og sine medmennesker udfordret på en ganske særlig julenat.
Mere end 50 sider med oplevelser
Det er kun et lille udpluk af programmet. Du kan også møde Maria Lisette Jacobsen – Hyldemor fra Hyldemors Have – høre Pernille Juhl fortælle historien om Frøken Jensen og den berømte kogebog, opleve Jette Torps musikalske strikkeshow eller tage med biolog Michael Stoltze ind i dagsommerfuglenes farverige univers.
Det nye kulturprogram kan hentes fra 14. august på Kalundborg Biblioteker og en lang række udvalgte steder i kommunen.
Se kulturprogrammet online
Gå på opdagelse i hele programmet og find dine favoritter til den kommende sæson.
Find arrangementer og billetter
Billetter og tilmelding til Kalundborg Bibliotekers arrangementer finder du på Kalundborg Bibliotekers hjemmeside under Det sker eller ved at kontakte et af de bemandede biblioteker.
Kalundborgbib.dk

