Streetugen er tilbage i uge 30

Publiceret 29-06-2026
Nyhed

Kom og prøv skate, løbehjul, rulleskøjter & BMX

Streetugen 2026 – skate, løbehjul, rulleskøjter og BMX i Kalundborg

Streetugen 2026 samler igen børn og unge til en uge med fart, teknik og streetkultur i Kalundborg. Ugen byder på aktiviteter inden for skate, løbehjul og rulleskøjter i samarbejde med LOW Academy – og for første gang er BMX en del af programmet i samarbejde med Kalundborg BMX.

Streetugen har været en fast del af sommeren i Kalundborg siden 2021, hvor den blev etableret som en del af projektet Bevæg dig for livet. Siden starten har ugen været arrangeret i tæt samarbejde med UngKalundborg, som hvert år bidrager til at skabe et trygt, åbent og ungdomsvenligt miljø omkring aktiviteterne.

Fra 2021 til 2025 har streetbasket været en del af programmet, men i 2026 introduceres BMX for første gang som et nyt og efterspurgt tilbud. Det giver ugen et stærkere fokus på actionprægede streetaktiviteter og skaber nye muligheder for både begyndere og øvede.

Streetugen er i dag et veletableret sommerinitiativ, der giver børn og unge mulighed for at prøve kræfter med forskellige streetaktiviteter, møde dygtige instruktører og være en del af et aktivt fællesskab i byens rum.

Sted: Skaterparken i Kalundborg 

Tidspunkt: kl. 15.00-18.00 

Dato: Onsdag–fredag i uge 30

Streetugen er gratis.